UNICEF Danmark: Alle børn har ret til en fair chance
UNICEF Danmark står for U-landskalenderens projekt i Etiopiens Afar-region. Her fortæller de selv om organisationens arbejde.
I mere end 70 år har UNICEF arbejdet for, at alle verdens børn overlever, trives og har mulighed for at udvikle sig.
Det gør de med udgangspunkt i Børnekonventionen, som sikrer verdens børn deres rettigheder.
For UNICEF handler det arbejde både om, at børn i en dansk folkeskole skal have ret til at sige deres mening og blive lyttet til – og om i verdens fattigste lande f.eks. at vaccinere millioner af børn for at redde deres liv.
Målet: Overlevelse, trivsel, udvikling
Tvillingerne Musa og Fatuma på 7 år på deres første
skoledag. Foto: 2018/UNICEF/Martha Tadesse
UNICEF er FN’s børneorganisation – dén organisation, som verdens lande har sat i spidsen for at sørge for, at alle verdens børn overlever og klarer sig i livet.
UNICEF hjælper børn, fra de ligger i deres mors mave og frem til, at deres voksenliv begynder.
Det gør UNICEF, når de oplyser mødre om deres amning. Når de sender deres sundhedshjælpere fra hytte til hytte for at undersøge, om børnene er underernærede og skal i behandling. Når de sikrer børn en uddannelse. Når katastrofen rammer, og de udleverer nødhjælp. Og når børn, der er drevet på flugt fra katastrofer og konflikter, får hjælp til at bearbejde deres traumer.
Heldigvis er der i de seneste 30 år sket enorme fremskridt. For eksempel overlever over 50 % flere børn under fem år i dag end i 1990, og 9 ud af 10 børn kommer i dag i skole.
Udgangspunktet er Børnekonventionen
Piger sidder klar i skolen.
Foto: 2017/UNICEF/Nahom Tesfaye
I 1989 vedtog verdens lande FN’s Børnekonvention, som består af 54 artikler, der beskriver barnets rettigheder. De gælder for alle verdens børn.
I UNICEF er Børnekonventionen fundamentet for alt deres arbejde, og deres børnesyn bygger på konventionens værdier om rummelighed, respekt, tryghed, engagement og ansvarsfølelse. I dag har næsten alle verdens lande tilsluttet sig Børnekonventionen.
Derfor er konventionen også et vigtigt redskab i UNICEF’s løbende arbejde på at få regeringer verden over til at holde fast i deres ansvar for at træffe beslutninger, der gavner børns trivsel bedst muligt.
Gamle udfordringer, nye løsninger
UNICEF arbejder også hele tiden på at forbedre sine metoder for at nå ud til flest muligt af verdens børn med forsyninger eller nødvendig hjælp.
UNICEF har bl.a. udviklet alt fra vandpumper, der drives af solenergi, til systemer, der bruger mobiltelefoner til at overvåge børns sundhed og ernæring i nogle af verdens fjerneste egne.
Frivillige bidrag er afgørende
UNICEF er en del af FN, men de er ikke finansieret af FN. Så pengene til indsatsen skal UNICEF selv finde.
Derfor er deres arbejde for verdens børn afhængigt af frivillige bidrag. UNICEF Danmark har knapt 80.000 verdensforældre, der hver måned giver et bidrag til, at verden hver dag bliver et lidt bedre sted for børn.
Danske børn skal også kende deres rettigheder
Der står i Børnekonventionen, at alle børn skal kende deres rettigheder, men det er der ikke mange danske børn, der gør: I 2019 lavede UNICEF Danmark og Institut for Menneskerettigheder en undersøgelse blandt danske skoleelever. 45 % af eleverne sagde, at de ikke vidste, hvad Børnekonventionen er.
Derfor arbejder UNICEF Danmark på at udbrede kendskabet til Børnekonventionen ved at udgive undervisningsmaterialer. 48 skoler over hele landet er i dag Rettighedsskoler, hvor mere end 20.000 elever bliver inddraget i beslutninger, og hvor skolerne bygger deres værdisæt op omkring Børnekonventionen.
Alle undersøgelser peger på, at børn, som kender deres rettigheder og forstår dem i praksis, trives bedre og behandler hinanden med respekt.
Børn sidder klar til undervisning i en skole i Afar regionen.
Foto: 2018/UNICEF/Martha Tadesse